Vedtægter

Vedtægter for Halvrimmen Vandværk A.m.b.a.

§ 1 – Navn og hjemsted

Selskabet, der er stiftet d. 1 juli 2008, er et andelsselskab med begrænset ansvar, hvis navn er Halvrimmen Vandværk A.m.b.a. Selskabet overtog alle aktiver og passiver effter I/S Halvrimmen Vandværk, der blev stiftet d. 1. november 1909. Selskabet har hjemsted i Jammerbugt Kommune.

Tilbage til top ↑

§ 2 – Formål

Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov, og det for vandværket fastsatte regulativ, at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.

Tilbage til top ↑

§ 3 – Medlemmer

Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.

For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der er medlem, med mindre andet er tinglyst på ejendommen.

Tilbage til top ↑

§ 4 – Medlemmernes rettigheder

Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af Jammerbugt Kommune fastsatte regulativ.

Ved indmeldelse udleveres Vedtægter, Regulativ og gældende Takstblad.

Tilbage til top ↑

§ 5 – Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt

For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i selskabet indskudte kapital.

Ethvert medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtigelser, der fremgår af vandværkets regultiv og takstblad – herunder betaling af anlægsbidrag, samt af nærværende vedtægter.

Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet – ved dødsfald medlemmets bo – forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser overfor selskabet.

Tilbage til top ↑

§ 6 – Udtrædelse af selskabet

Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.

Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet. Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

Tilbage til top ↑

§ 7 – Levering til ikke-medlemmer (købere)

Institutioner – som iflg. deres natur – eller ejere af enkelte ejendomme – som ifølge særlige omstændigheder – ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift – kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets vedtægter og regulativ.

Det samme gælder distributionsforeninger/selskaber, der helt eller delvis dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet.

Bestyrelsen fastlægger i hvert tilfælde vilkårene for sådanne vandleverancer.

Tilbage til top ↑

§ 8 – Generalforsamling

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned.

Indkaldelse til generalforsamling, såvel ordinær som ekstraordinær, sker med mindst 14 dages varsel ved særskilt meddelelse til hvert enkelt medlem, eller ved annoncering i lokal avis med angivelse af dagsorden.

Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest 8 dage før.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter :

1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
4. Budget for det/de kommende år forelægges til godkendelse
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
7. Valg af revisor og revisorsuppleanter (for 1 år)
8. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 2/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig dagsorden.

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes indenfor 2 måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal udsendes med indkaldelsen.

De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten.

Tilbage til top ↑

§ 9 – Stemmeret og afstemning

Hvert medlem har 1 stemme pr. ejendom, vedkommende ejer.

Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere 1 stemme ved fuldmagt.

Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning.
Købere i henhold til §7 har ret til at overvære generalforsamlingen og har taleret, men ingen stemmeret.
Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.

Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er tilstede, og når mindst 2/3 af disse stemmer er for.

Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær- eller næste ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.

Tilbage til top ↑

§ 10 – Bestyrelsen

Selskabets bestyrelse består af 7 medlemmer, valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 3 eller 4 medlemmer.

Herudover er hvert år valgt 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgående medlems resterende valgperiode.

Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Bestyrelsen kan til varetagelse af den daglige drift ansætte fornøden personale og ligeledes afholde de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget incl. evt. henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet.

Tilbage til top ↑

§ 11 – Tegningsret

Selskabet tegnes af formanden i forening med 1 bestyrelsesmedlem.

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.

Bestyrelsen kan meddele prokura.

Tilbage til top ↑

§ 12 – Regnskab

Selskabets regnskabsår løber fra d. 1 januar til d. 31 december.

Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.

Revision af regnskaberne foretages jfr. generalforsamlingsbeslutning af den/de generalforsamlingsvalgte revisor(er), samt en af bestyrelsen eventuelt antaget revisor.

Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.

Tilbage til top ↑

§ 13 – Selskabets opløsning

Opløsning kan kun besluttes, såfremt ¾ af samtlige stemmeberettigede medlemmer stemmer derfor.
Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne, for eksempel ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i §9 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.

Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. Et eventuelt overskud kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet.

Tilbage til top ↑

§ 14 – Ikrafttræden

Selskabets vedtægter er sidst ændret på generalforsamlingen d. 21. februar 2008.

De træder i kraft d. 1. juli 2008.
Tommy Nielsen
Formand

Børge Wahl Pedersen
Dirigent

Tilbage til top ↑